Den søde juletid


6 sunde juleråd til dig, der gennemgår et vægttab

Af Klinisk Diætist Klaus Frobenius ved Klinik for Helbred og Sundhed

 

 

Dette indlæg er til dig, der kæmper i hele december måned med at modstå både de søde og fede fristelser, for julemad er traditionelt ikke særligt slankende. Her får du nogle gode råd til hvordan du kan undgå at tage alt for mange julekilo på – uden samtidigt at gå glip af festen.

 

 

 

Skær ned på fedtet

Dette er et af de velkendte 10 kostråd, og det har så især sin berettigelse i julen, hvor vi er tilbøjelige til at indtage mere fed mad. Begræns mængden af fløde i saucer og supper, vælg magert kød og mejeriprodukter, og si fedtet fra skyen inden du laver julesaucen. Sådan kan du både begrænse fedtindtaget og nyde julemaden.

 

 

Spis til du er mæt

Vi har allesammen en tendens til at spise en portion ekstra, når maden smager godt – også selvom vi faktisk var mætte. Dette er bare en rigtig dårlig strategi i forbindelse med et vægttab. Der er ingen grund til at nægte dig selv julemaden. Spiser du grønt og fornuftigt i julen, feder flæskestegen ikke mere end så meget andet, men spis kun til du er mæt. Alt derefter feder.

 

Begræns dit indtag af alkohol og drik vand til maden

Alkohol indeholder utroligt mange kalorier, og det er nemt at indtage en hel dagsration af kalorier via alkohol, da det ikke føles mættende. Det samme gælder, omend i mindre omfang, for sodavand, juice og andre læskedrikke. Undgå derfor alkohol, hvis du vil tabe dig, og drik fortrinsvist vand til maden. Tillad eventuelt dig selv et særligt glas ved specielle lejligheder, såsom ved juleaften, og NYD det.

 

Gå lange ture hver dag

Det er ikke kun godt for kroppen at blive luftet i julemåneden, men også hovedet har brug for at blive blæst lidt igennem en gang imellem. En daglig gåtur vil ikke blot hjælpe dig med at holde forbrændingen i gang, men også blæse julestress og juletravlhed væk. Find en skøn naturrig rute, og tag hunden eller hele familien med på lidt vandring. Det er lige så hyggeligt at samle grankogler til juledekorationen i skoven, som at spise varme æbleskiver indendørs. Efter en vinterfrisk tur i det grønne, er der sikkert også bedre plads til lækkerierne.

 

 

Pas på med det forklædte sukker

Undgå at overspise af frugt som kompensation for slik. Det gælder både det friske frugt, men især det tørrede frugt, såsom figner og dadler, der jo ellers hører julen til. Tørret frugt indeholder rigtig meget sukker i forhold til netto vægt, idet vandet er trukket ud af frugten. Selvom tørret frugt er blevet populært at spise som en slags ‘sundt slik’, er tørret frugt faktisk de rene energibomber, og kan i forhold til sukkerindholdet sidestilles med slik. Kaloriemæssigt er der ikke forskel på om sukkeret kommer fra frugt eller sukkerposen i skabet. Sukker er sukker! Derfor kan et højt indtag af tørret frugt direkte spænde ben for et vægttab.

 

Tænk også over eventuelt tilsat sukker i mad. Det er ikke kun i slik, kager og desserter at man kan finde sukker, også madretter indeholder ofte sukker – især i julen. Eksempler herpå kan være de brunede kartofler og den glaserede skinke.

 

Husk de grove grøntsager – også selvom det er jul

Minimum 600 gram grønt og frugt om dagen, og heraf mindst 300 gram grønt – gerne de grove grøntsager, såsom kål, rodfrugter og bælgfrugter. Lav eventuelt en lækker frisk rødkålsråkost i stedet for den traditionelle julerødkål. Bland fintsnittet rødkål med valnødder, appelsiner og appelsinsaft. Det er lækkert, og passer også rigtig godt til en god steg.

 

Få mere rådgivning om en sundere jul hos Klinik for Helbred og Sundhed.